lørdag, marts 22, 2008

Hr. Kakerlaks smaskkys!

Jeg fejrede min fødselsdag i går, da vi er forhindrede på den rigtige fødselsdag. Så onsdag og torsdag kom pigerne op til farmor. S renoverede i kælderen. Jeg havde altså 2 døgn til at lave min kage -helt uforstyrret. Drømme-påskeferie!

Alma har en bog som hedder "Gerda Flues forfærdelige køkken". Den er skrevet og illustreret af Cato Thau-Jensen. Alma og jeg elsker den bog.

Gerda Flue laver en kage til sin ven Hr. Kakerlak og håber på et "smaskkys". Hun kalder kagen "Hr. Kakerlaks smaskkys". Og eftersom jeg er vild med Cato Thau-Jensens streg, er det den kage jeg har lavet:



Den originale opskrift lyder således:

29 store sorte emu-æg

1 lille lyseblåt solsorteæg

møl fra en gammel sofapude

snotungefedt

En pose søde tænder fra tandlægen

En flaske ekstra jomfrublod

5 skarnsbasser

7 søvnige edderkopper

1 stor plade hollandsk chokolade

pyntes med glasur og kandiserede snudebiller

Det er en ren kalorie-børne-gyser.

I stedet bagte jeg en forrygende vanillekage (opskrift tigget fra Mette) med tobleronestykker, vanillecreme og kiwi. Kagen blev overtrukket med 50/50 marcipan/sugarpaste og skovbærmousse:

og pyntede med figurer fra Thau-Jensens univers:

Jeg blev vanvittigt forelsket i figurerne og er nu mere fan af Cato Thau-Jensen end før.
Da der ikke var plads til alle billerne på kagen, blev resten brugt som bordpynt.

Ligesom Gerda Flue fik jeg også et smaskkys af min kæreste. Min kæreste er dog en del kønnere end Kakerlakken her:


Det var et stort arbejde (større end med smølfehuset og Evas dåbskage) men supersjovt og defor det hele værd.