Viser opslag med etiketten Islagkage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Islagkage. Vis alle opslag

søndag, januar 13, 2008

Islagkage til dessert nytårsaften

Så fik jeg afprøvet en ægte islagkage. Og det er ikke sidste gang jeg har lavet sådan en. Den var rigtigt god og en sikker succes:



Sådan gjorde jeg:

Som bund brugte jeg denne opskrift. Det er en lækker marcipanbund. Jeg skar den ca. 1 cm høj. Også som frugttærte som beskrevet er den super. Toppen af kagen serverede jeg nemlig med råcreme og kernefri vindruer til et vennepar ugen før. Min bund frøs jeg i springformen, indtil isen blev lavet ligeledes i springformen.

Ovenpå marcipanbunden var der et lag hindbæris, et lag Chokoladeskildpadde-is og øverst et lag nougat-is.

Som grundopskrift til isen brugte jeg denne opskrift. Det geniale ved den side er, at man kan vælge antal personer og så viser den ingrediensernes forhold. Til hver slags is lavede jeg til 4 personer og så bort fra det fyld-forslag der er i opskriften. Vi blev 7 voksne og 3 børn nytårsaften.

Jeg brugte hindbær til hindbærisen, 2 knuste chokoladeskildpadde-barer til chokoladeskildpadde-isen hvori jeg også blandede cacao. Til nougatisen lavede jeg hård nougat af 100 g sukker og 130 g smuttede mandler. Sukkeret smeltede jeg ved svag varme og ristede de meget fint hakkede mandler heri. Jeg hældte massen ud på bagepapir lod det afkøle. Derefter knuste jeg det i en plasticpose og kom det i isen sammen med korn fra 2 vanillestænger.

Det var forbavsende let at lave islagkagen. Der skulle røres de første tre timer i hvert lag. De to nederste lag lavede jeg på samme dag. De blev derfor let marmorerede. Det øverste lag blev slet ikke blandet med det nederste fordi det havde stået natten over. Så det er måden at gøre det på: over tre dage. Hvis man ønsker tre lag is.

Som pynt havde jeg lavet et marcipanlåg med chokoladetal og visere. Med tiden kunne det være sjovt at lave mere kreative islagkager, men pyntet skal så forberedes i god tid og jeg havde prioriteret tiden med familien i juleferien.

Isen blev taget op ½ time før den blev serveret og det gav den en god konsistens. Så havde jeg også ½ time at pynte i.

En helt fantastisk islagkage, men følgende skal huskes til næste gang:
Det vil være bedre at nøjes med to lag is. De tre smage druknede let i hinanden.
2 lag marcipanbund kunne gøre kagen endnu lækrere.

Til isen havde jeg lavet kransekagekonfekt. En tallerken til de voksne og en til børnene. Børnenes var mini-konfekt som ses på det øverste billede.
Forsinket godt nytår.

søndag, august 05, 2007

kage til mín handyman

Helt uventet var vi hjemme på Kærestens fødselsdag i dag. Og da et vennepar ringede for at høre om vi gav kaffe i haven, øjnede jeg muligheden for at lave den kage, jeg havde komponeret i halvsøvne, under en af nattens amninger.


Min handy-man bestilte en islagkage og jeg tog udfordringen op. I min fantasi skulle kanten være en bort af smeltet chokolade, men det bliver afprøvet en anden gang, da 200 gram chokolade brændte på for mig. Nødløsningen blev flødeskum. Det gik hurtigt med at udstikke og male, så pyntet kom på før det var tørt og derfor knækkede det for mig. Ellers var jeg godt tilfreds med resultatet. Det var resten af selskabet også, selvom der skulle spises hurtigt, da sommeren langt om længe startede i dag.

Kagen bestod af:

Choko-bund
Hjemmelavet ribsmarmelade med vanille
Kagecreme
Lys bund
Vebbestrub nougat-is
Chokobund

Jordbunke: Hakket chokolade
Sandbunke: 1 Digestive-kiks
Græsplæne: Grøn marcipan
Gulvplanker, skovl, sav, sten og blomster: sugar-paste
Bort: Flødeskum.

Min blog er ellers gået helt i kage. Jeg kan ikke finde ud af at gøre det muligt at tilføje kommentarer. Mon jeg har slået et for stort brød op?

Jeg lader i hvert fald min indre IT-nørd stå lunt til hævning og vender tilbage når det bobler af logik og kommentarer bliver mulige .