Viser opslag med etiketten 3D-kager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 3D-kager. Vis alle opslag

søndag, maj 08, 2011

Taekwondokager

Så blev Rasmus konfirmeret. Rasmus dyrker Taekwondo, så hans kager kom til at se således ud:
Rasmus havde fundet billedet. Jeg havde egentligt udskåret silhouetterne i sort sugarpaste til kanterne, men Eva (4 år) spiste dem desværre i et uforvarent øjeblik.
Rasmus syntes at dragten var "nice" og det tager jeg som en stor kompliment.
At lave sin egen fondant (MMF) kan sikkert blive en fantastisk gave med tiden. Men det tog så lang tid for mig at eksperimentere med konsistensen, at det er på ubestemt tid for mig. Jeg fortsætter med at købe fondant hos kagebutikken.dk.
Hvis det altså er en kage man ikke kan overtrække med marcipan.

fredag, november 20, 2009

Halløj til skolefesten

I går var der skolefest på Almas skole. Hele skoledagen pyntede børn og voksne op til fest og i SFO-tiden afholdtes festen med børn fra 0.-3. klasse, lærere og pædagoger.

Temaet var "gys og gru". Det lægger jo op til den slags kager jeg synes er sjovest at lave. Jeg ville egentligt gerne have afprøvet at lave et kranium. På grund af tidsmangel valgte jeg den sikre vej og lavede en kage som jeg havde prøvet at lave før:


Indhold var banankage med chokoladestykker. Overtræk og blodåre-bort af marcipan.

Af kageresterne lavede jeg havregrynskugler, som udviklede sig til at blive afrevne fingre a la bagerens "træstammer":

og øjne på fad:
Jeg synes kageservietten gjorde anretningen helt Cato Thau-Jensensk, men denne gang med ikke-spiselig kageserviet.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at overskudsmoderen var i underskud efter at have hygget med kagekreering en hel hverdagsnat.


Alma havde haft en forrygende fest med vennerne. Jeg er så glad for at hun er kommet i en skole med engagerede lærere og pædagoger.

Her ses Alma halloweenaften, med veninder fra vejen (og klassen), i det kostume hun også havde på i går. Uha det er skræmmende så hurtigt de bliver store.

søndag, januar 25, 2009

Blyant til Stud.pæd.Kristina.

Kristina har været en rigtig dejlig pædagog-studerende på vores SFO-afdeling. Hendes praktik sluttede desværre i fredags. Derfor fik hun denne blyant med (ikke-spiseligt) bevis som afskedskage. Indholdet er havregrynskugler med rom og overtrækket er marcipan.


Vi håber at Kristina får tid til at være vikar hos os , selvom hun snart skal i gang med sin bachelor-opgave. Hun har været helt uundværlig i det sidste halve år.

Cykelhjelmskage til Kim

I fredags var det store kagedag på arbejdet. Vi skulle desværre sige farvel til to rigtigt gode medarbejdere og så havde Kim fødselsdag.


Kim er en cykelfreak. Derfor denne hjelm til ham.
Kims nye alder fremgår også af kagen.

Det er første gang jeg har brugt min spiselige perlemorsspray. Det er hvid spray på blå overtræksmarcipan, og jeg synes selv sprayen gav hjelmen den helt rigtige effekt. Indholdet er mudcake med chilli.

torsdag, november 13, 2008

Bamse, Kylle og Ælle i bad

For 2 år og 2 timer siden vendte vi hjem fra Skejby hospital med vores yngste guldklump til en sovende storesøster. Lige da vi havde lagt os til rette med begge børn i dobbeltsengen, udmattede efter 2-3 døgn med veer og til slut en fantastisk fødsel vågnede den nybagte storesøster op, så den lillebitte baby imellem os og dansede derefter lysvågen rundt af glæde i et par timer.


I dag dansede lillesøster sammen med storesøster og vennerne fra vuggestuen til Tangokat herhjemme hvor vi fejrede Evas 2 års fødselsdags. bemærk Evas veninde som breaker ud mens Eva ses i free dreje-rundt-om-sig-selv-i-en halv-time style. Vuggestuen måtte nøjes med pizzasnegle, for kage-mor kan dog ikke få sig selv til at fylde kage på andre forældres bittesmå størrelser (kun dem på storesøsters størrelse -shhh).

Derfor blev kagen serveret for bedsterne om eftermiddagen. Her er hvad de fik:

Eva er helt vild med Bamse, Kylling og særligt Ælling. Hun er egentligt ikke så vild med bad, men det var det jeg havde lyst til at afprøve denne gang. Og for at hun kan følge "vennernes" gode eksempel og elske vand. Meget pædagogisk.


Kylling tager sig lige en dukkert gennem Ællings badering, mens Bamse har bundet sit halstørklæde om gaven.

Brædder og fødder til tørre.


Eva blev meget fornærmet da hun ikke måtte spise kagen da hun ved en fejl så den før serveringen. Men hun blev rigtigt glad for den senere, da hun fik et stykke med Ælling på.
Indhold: Mudcake med hindbærmousse og Italian Butter Marengse (IBM). Blå vand: marcipan. Brædder og figurer: sugarpaste. Sæbeskum: Royal icing.
En meget tung kaloriebombe som jeg egentligt godt vidste ikke var så børnevenlig.

Af kagerester, IBM, havregryn, lidt rom og kokos blendede jeg trøfler. På fødselsdagsbordet stod der også kaffe, kold kakao og lidt sundhedsfremmende frugt.

Dagen sluttede farmand af med hot-dogs. Han havde efter ordre fra mig, taget fri fra sit eget firma hele dagen. Den ambitiøse, offentligt ansatte mor hastede dog til et meget vigtigt aftenmøde. Til min store fortrydelse gav den tomme og triste fornemmelse mig visheden om, at jeg aldrig mere vil anse et møde for at være vigtigere end en af pigernes fødselsdage.

Nu glæder jeg mig til at se min "store" pige igen i morgen. Hendes dejlige storesøster skal nok få hende til at danse igen i morgen formiddag.

onsdag, april 23, 2008

Piratskib til Blomster-stuen

I torsdag fyldte min lille pige fem (!) år.

Udover et kage-prinsesseslot ville Alma også gerne have et kage-piratskib til vennerne fra børnehaven.

Det blev til dette skib, her set fra siden

Og dernæst fra bagbord:

Skibet i fuld størrelse og min prinsessepirat med morgenhår kan ses her, hvor du også finder en arbejdsbeskrivelse på piratskibet.

Derudover var dagen også min et-årsdag som kagekone, idet det hele startede på Almas fire års fødselsdag.

Prinsesseslot til Blomster-stuen.

Efter at Alma havde set et billede af et kage-prinsesseslot, besluttede hun sig for at temaet for fødselsdagen med børnehaven skulle være prinsesser og pirater.


Her er det færdige slot, som hendes venner fra børnehaven indtog efter en energikrævende skattejagt. Sammen med denne kage serveredes også et kage-piratskib.

Fødselarens navn var selvfølgeligt påsat med sølvbogstaver.

Kagen er pyntet med sugarpaste og royal icing. Indeni er der chokoladekage. Tårnene er blendede kagekrummer med smør, udstukket med rund småkageform og sat sammen.

torsdag, januar 31, 2008

Forkert årstid

I søndags havde vi besøg af de skønne unger og mødre Eva og jeg er i mødregruppe med. Efter endt barsel ses vi ikke så ofte. Så vores gensyn måtte fejres med kage.

Vores børn er efterårsbørn. Derfor det sene efterårstema.

Det bedste billede tog jeg desværre før jeg opdagede stavefejlen:

Fejlen blev rettet:


Børn er nu søde -også- når de sover:

Kagen indeholdt chokobund, skildpaddecreme, lys bund, hindbærmousse og chokobund. Overtræk af Odense marcipan. Marcipansiderne er rullet i kakao. Bebser og blade er lavet af sugarpaste.

søndag, december 30, 2007

Glædelig jul

Mon mit nytårsforsæt skal være at få gang i min blog igen? Jeg har virkeligt svigtet den.

Jeg har faktisk lavet et par kager siden sidst. Lille marie blev døbt i december og vores gave til hende (eller i hvert fald forældrene og gæsterne) var dåbskagen. Jeg har ikke vist den frem her, for i det afgørende øjeblik, havde jeg forlagt mit kamera. Der ligger nu billeder og venter på en god gammeldags filmrulle. Jeg er så dårlig til at få fremkaldt billeder. Men jeg skal nok få det gjort.

På mit nye job er der en rigtig god juletradition som jeg kan mærke at jeg kommer til at holde af. Den hedder "Sild og chokolade" og er en meget afslappet julehyggeaften med....sild og chokolade. Dog ikke på samme tid. Jeg fortolkede chokolade til chocolate mudcake og lavede en julechokoladekage til kollegerne. Og så var det den sidste dag før juleferie.

Så er der dømt juleferie

I juleferien har jeg selvfølgeligt bagt julebag og lavet konfekt. Ikke noget at blære sig af (ligesom mit kamera ikke er noget at blære sig af). Det kom til at gå hurtigt, da jeg havde bagt og pyntet rigtigt meget med børnene på SFOen. Herhjemme blev det ikke til cookies med royal icing, sølvkugler og det hele, men et hurtigt glansbillede fik lov at udgøre pynten.

Siden skal det spises

Konfekt fik jeg også lavet. Ikke noget jeg har dyrket helt vildt. Men jeg kan mærke at det er et nyt kapitel i mit køkken. Før jul lånte en af mine kolleger mig nemlig en genial bog om chokoladekonfekt. En bog af Pia Krøyer som jeg simpelthen må eje inden det bliver jul igen. Det er da vist et godt bud på et nytårsforsæt? De første stykker konfekt blev grå og min søde konditor-svigerinde som er ekspert i chokolade, kunne fortælle mig, at chokoladen har været for varm. Det giver blod på tanden. Jeg må blive god til den slags søde sager også!!!

Jeg synes selv de er søde på den naive måde ;)

De hvide er med rosiner som har lagt i blød i sherry. Dernæst er det dadler med marcipankerne, pistaciekrokant og nougat. Alle -undtaget dadler- omgivet af marcipan.

Netop nu har jeg en hjemmelavet nytårs-islagkage i fryseren og kransekagekonfekt på køkkenbordet.

Nej... mit nytårsforsæt må simpelthen indeholde noget med nogle løbesko og marcipanrullerne om min mave, som nu også har sat sig på bagdelen. Det er efterhånden også blevet en tradition at jeg lover noget med ca. 10 kg...

Og til slut et billede af mine elskede englebasser, med ønsket om en god jul:

(Fotoredigering af min design-søster ;) Liv Berthelsen )

søndag, september 23, 2007

halløj

Når jeg nu havde alt udstyret fremme til Christians kage, kunne jeg ligeså godt fortsætte.

Eftersom jeg ventede besøg af min veninde Mulle om eftermiddagen, "øjnede" jeg chancen for at lave en kage. En lille mudcake fra fryseren var taget op og jeg gik i gang med pyntningen. Det var første gang jeg malede med mine pastafarver og det var rigtigt sjovt.

Jeg var lidt i tvivl om kagen var for uhyggelig for lille Noah på 2½ år. Men han lyste op, da han så kagen, og syntes at den var sej. Han spiste i øvrigt 2 store stykker af den.

Det var som sagt mudcake, smurt op med vanillesmørcreme og overtrukket med marcipan:



Det viste sig, at der var god grund til at give kage. Mulle medbragte nemlig den fantastisk gode nyhed om lillesøsters/brors ankomst i april 2008.

Og lige for at kagen kan googles af andre kageentusiaster, er jeg lige nødt til at tilføje følgende ord: eye cake

fredag, august 31, 2007

I anledningen af min afsked.

Jeg har fået et nyt job i en SFO ti minutter fra mit hjem. Jeg starter op efter endt barsel d. 1. oktober. Mit nuværende job ligger 1 times transport herfra, så med to unger der skal hentes og bringes, måtte jeg desværre sige op og søge nyt.

I dag var jeg ude at sige farvel og skrive under på opsigelsespapirerne. Det var meget vemodigt, Jeg kommer til at savne børnene og mine gode kolleger.

Børnene fik denne kage:

Historien er, at under det årlige OL forrige år, kom Dolph pludseligt løbende og holdte årets taditionsrige åbningstale. Inden i Dolph var jeg, men det var en stor hemmelighed for ungerne hvem der var derinde. Selvom nogle af dem havde mistanke. I dag fik de så det sandfærdige svar. Og kagen var en succes

I græsplænen var der Mudcake smurt op med vanillesmørcreme, og i Dolph var der banankage, vanillesmørcreme og mudcake i toppen. Overtræk er cirka 75% marcipan og 25% sugarpaste.

Bat og øjne er SP. Armene er marcipan.

Jeg manglede et sæt bogstavsudstikkere som er kommet på min "MÅ HAVE" liste. En flot skrift ville lige have sat prikken over i'et.

For at overleve transporten, blev Dolph stivet af med 4 styks sugerør:

mandag, august 27, 2007

Det blev en Marie!

Fredag d. 24. august kom lille Marie til verden! I dag var vi ude at se hele familien på patienthotellet. Vores gode venner fra vores tidligere ejerforening, var blevet forældre til den yndigste lille lækre pige, og eftersom hun skal hedde Marie, var der kun en barselsgave vi kunne give hende:


En Mariehønekage, model for mange kager som hendes kreative mor sikkert vil give hende mange af i årenes løb. Kagen indeholder banankagebunde med chokosmørcreme.


Den rigtige Marie 4 dage gammel. Dette er ikke en kage, selvom hun er lækker.


søndag, august 26, 2007

I anledningen af vejfest...

I går havde vi vejfest på vejen.

Vi startede med House-crawl, altså besøg hos hinanden. Hos os skulle vi have kage Kagen blev lavet med hjælp fra supernaboen og hendes lille søn på 1 år. Hun købte ind, æltede SP og marcipan sammen og underholdte Eva mens jeg pyntede kagen.



Indeni er det mudcake, en fantastisk kage som jeg fandt opskriften til hos kagekonen. Kagen er smurt op med choko-smørcreme. Udenpå SP blandet med marcipan, farvet med pastafarve og kakao.

Jeg bor i et "forfatterkvarter" og man må selv gætte hvilken vej vi bor på.


Forinden havde jeg lavet lidt research på nettet og fandt ud af at Chr. Winther har skrevet en bog der hedder "En smagssag". Man kan ikke læse det, men det står på ryggen af den nederste kage.


Da Alma senere måtte få hjorten, spurgte hun: "Mor, hvordan får du egentligt hele hjorten ud af bogen?"

torsdag, august 02, 2007



Smølfekagen som jeg smølfede til mine forældre.




D. 26. juli fejrede mine forældre fælles fødselsdag. Som tak for hjælpen med alt i vores hverdag fik de denne smølfekage samt en rejse til Sicilien. Kagen er lavet med kraftig inspiration fra Kagekonen. Det er en smølfekage fordi min søster og jeg altid har kaldt min far for Gammelsmølf.

Min far Gammelsmølfen

Smølf-Emil og smølf-Alma


En sovende smølf-Eva

onsdag, august 01, 2007

Burger til veninderne


Så fik jeg afprøvet fast food på veninderne i den private mødregruppe. Burgeren fylder en almindelig spisetallerken.


Burger: drømmekage

Sesamfrø: hakkede hasselnødder

Bøf: chokoladekage smurt med chokoladesmørcreme og drysset med hakket chokolade

salat og ost: sugarpaste

ketchup: rød vanillesmørcreme