torsdag, januar 31, 2008

Forkert årstid

I søndags havde vi besøg af de skønne unger og mødre Eva og jeg er i mødregruppe med. Efter endt barsel ses vi ikke så ofte. Så vores gensyn måtte fejres med kage.

Vores børn er efterårsbørn. Derfor det sene efterårstema.

Det bedste billede tog jeg desværre før jeg opdagede stavefejlen:

Fejlen blev rettet:


Børn er nu søde -også- når de sover:

Kagen indeholdt chokobund, skildpaddecreme, lys bund, hindbærmousse og chokobund. Overtræk af Odense marcipan. Marcipansiderne er rullet i kakao. Bebser og blade er lavet af sugarpaste.

søndag, januar 13, 2008

Islagkage til dessert nytårsaften

Så fik jeg afprøvet en ægte islagkage. Og det er ikke sidste gang jeg har lavet sådan en. Den var rigtigt god og en sikker succes:



Sådan gjorde jeg:

Som bund brugte jeg denne opskrift. Det er en lækker marcipanbund. Jeg skar den ca. 1 cm høj. Også som frugttærte som beskrevet er den super. Toppen af kagen serverede jeg nemlig med råcreme og kernefri vindruer til et vennepar ugen før. Min bund frøs jeg i springformen, indtil isen blev lavet ligeledes i springformen.

Ovenpå marcipanbunden var der et lag hindbæris, et lag Chokoladeskildpadde-is og øverst et lag nougat-is.

Som grundopskrift til isen brugte jeg denne opskrift. Det geniale ved den side er, at man kan vælge antal personer og så viser den ingrediensernes forhold. Til hver slags is lavede jeg til 4 personer og så bort fra det fyld-forslag der er i opskriften. Vi blev 7 voksne og 3 børn nytårsaften.

Jeg brugte hindbær til hindbærisen, 2 knuste chokoladeskildpadde-barer til chokoladeskildpadde-isen hvori jeg også blandede cacao. Til nougatisen lavede jeg hård nougat af 100 g sukker og 130 g smuttede mandler. Sukkeret smeltede jeg ved svag varme og ristede de meget fint hakkede mandler heri. Jeg hældte massen ud på bagepapir lod det afkøle. Derefter knuste jeg det i en plasticpose og kom det i isen sammen med korn fra 2 vanillestænger.

Det var forbavsende let at lave islagkagen. Der skulle røres de første tre timer i hvert lag. De to nederste lag lavede jeg på samme dag. De blev derfor let marmorerede. Det øverste lag blev slet ikke blandet med det nederste fordi det havde stået natten over. Så det er måden at gøre det på: over tre dage. Hvis man ønsker tre lag is.

Som pynt havde jeg lavet et marcipanlåg med chokoladetal og visere. Med tiden kunne det være sjovt at lave mere kreative islagkager, men pyntet skal så forberedes i god tid og jeg havde prioriteret tiden med familien i juleferien.

Isen blev taget op ½ time før den blev serveret og det gav den en god konsistens. Så havde jeg også ½ time at pynte i.

En helt fantastisk islagkage, men følgende skal huskes til næste gang:
Det vil være bedre at nøjes med to lag is. De tre smage druknede let i hinanden.
2 lag marcipanbund kunne gøre kagen endnu lækrere.

Til isen havde jeg lavet kransekagekonfekt. En tallerken til de voksne og en til børnene. Børnenes var mini-konfekt som ses på det øverste billede.
Forsinket godt nytår.

søndag, december 30, 2007

Glædelig jul

Mon mit nytårsforsæt skal være at få gang i min blog igen? Jeg har virkeligt svigtet den.

Jeg har faktisk lavet et par kager siden sidst. Lille marie blev døbt i december og vores gave til hende (eller i hvert fald forældrene og gæsterne) var dåbskagen. Jeg har ikke vist den frem her, for i det afgørende øjeblik, havde jeg forlagt mit kamera. Der ligger nu billeder og venter på en god gammeldags filmrulle. Jeg er så dårlig til at få fremkaldt billeder. Men jeg skal nok få det gjort.

På mit nye job er der en rigtig god juletradition som jeg kan mærke at jeg kommer til at holde af. Den hedder "Sild og chokolade" og er en meget afslappet julehyggeaften med....sild og chokolade. Dog ikke på samme tid. Jeg fortolkede chokolade til chocolate mudcake og lavede en julechokoladekage til kollegerne. Og så var det den sidste dag før juleferie.

Så er der dømt juleferie

I juleferien har jeg selvfølgeligt bagt julebag og lavet konfekt. Ikke noget at blære sig af (ligesom mit kamera ikke er noget at blære sig af). Det kom til at gå hurtigt, da jeg havde bagt og pyntet rigtigt meget med børnene på SFOen. Herhjemme blev det ikke til cookies med royal icing, sølvkugler og det hele, men et hurtigt glansbillede fik lov at udgøre pynten.

Siden skal det spises

Konfekt fik jeg også lavet. Ikke noget jeg har dyrket helt vildt. Men jeg kan mærke at det er et nyt kapitel i mit køkken. Før jul lånte en af mine kolleger mig nemlig en genial bog om chokoladekonfekt. En bog af Pia Krøyer som jeg simpelthen må eje inden det bliver jul igen. Det er da vist et godt bud på et nytårsforsæt? De første stykker konfekt blev grå og min søde konditor-svigerinde som er ekspert i chokolade, kunne fortælle mig, at chokoladen har været for varm. Det giver blod på tanden. Jeg må blive god til den slags søde sager også!!!

Jeg synes selv de er søde på den naive måde ;)

De hvide er med rosiner som har lagt i blød i sherry. Dernæst er det dadler med marcipankerne, pistaciekrokant og nougat. Alle -undtaget dadler- omgivet af marcipan.

Netop nu har jeg en hjemmelavet nytårs-islagkage i fryseren og kransekagekonfekt på køkkenbordet.

Nej... mit nytårsforsæt må simpelthen indeholde noget med nogle løbesko og marcipanrullerne om min mave, som nu også har sat sig på bagdelen. Det er efterhånden også blevet en tradition at jeg lover noget med ca. 10 kg...

Og til slut et billede af mine elskede englebasser, med ønsket om en god jul:

(Fotoredigering af min design-søster ;) Liv Berthelsen )

onsdag, november 14, 2007

I går var det Evas fødselsdag

Hurra hurra hurraaaaa...og der skulle selvfølgeligt dejlig chokolade og kage til.

Det er ikke fordi Eva ser teletubbies. Det ville vi ikke kunne holde ud. Men en af de få gange hun har set det (for 2 måneder siden), lærte hun at vinke. Og hun er meget fascineret af storesøsters Lalaa bamse med lys og lyd.

Heldigvis fik hun sin egen Po af mormor og morfar og mange andre flotte gaver fra familien. Og også en fin gave fra naboerne som heldigvis kom forbi til et stykke kage. For kage var der nok af:

Jeg måtte desværre bryde med mit princip om at alt på kagen skal være spiseligt, idet jeg ikke ville købe et helt sukkerprint, for at lave Eva på solen. Og på trods af groteske størrelsesforhold, blev jeg helt tilfreds med kagen.

Kagen bestod af White Chocolate Mudcake, hindbærmousse og Mudcake. Selve huset blev lavet af en (shhh) AMO drømmekage. Eva havde en rigtig god dag, som i øvrigt startede med frugt, popcorn og mor med i vuggestuen.

Gang i bageriet

igen!

Juhuuu, så blev der tid til at lave kager igen.
I sidste uge blev Christoffer Emil fra min og Evas mødregruppe 1 år.

Hans forældre er til faldskærmsudspring, fart og store oplevelser. En af disse oplevelser foregik i U.S.A. hvor der blev svømmet med delfiner. Dette blev foreviget på hele to kager. Christoffer Emil skulle nemlig fejres hele to gange og jeg fik æren af at lave kage. Jeg har ofte tænkt på hvordan jeg ville lave en maritim kage og så fik jeg også lige en god undskyldning for at købe en udstikker, med fisk, krabbe, anker og søhest.

Begge kager blev pyntet på hver deres afhentningsdag. Derfor blev den ene lidt mere detaljeret end den anden, da lørdag gik med både mousse og creme fremstilling samt pyntning, og søndag kunne jeg nøjes med at koncentrere mig om det sjoveste: pyntning.
Her ses lørdagens kage.
Jeg havde desværre fået for lidt flormelis i glasuren og den nåede ikke at tørre. Ellers var jeg tilfreds.

Her ses søndagens kage oppefra.

Og her lidt mere detaljeret. På denne kage fik jeg tilføjet tre snorklere og et anker.

Begge kager indeholdt mudcakebunde, madeirabunde, chokoladeskildpaddemousse og hindbærmousse.

torsdag, oktober 11, 2007

Out of office

Phew...

Jeg er i gang med at lære at være udearbejdende mor til 2. Derfor er jeg desværre ikke at træffe her på bloggen på ubestemt tid.

Jeg glæder mig til at vende tilbage med svar og flere kager, når mit virkelige liv er lidt mindre i kage.

søndag, september 23, 2007

halløj

Når jeg nu havde alt udstyret fremme til Christians kage, kunne jeg ligeså godt fortsætte.

Eftersom jeg ventede besøg af min veninde Mulle om eftermiddagen, "øjnede" jeg chancen for at lave en kage. En lille mudcake fra fryseren var taget op og jeg gik i gang med pyntningen. Det var første gang jeg malede med mine pastafarver og det var rigtigt sjovt.

Jeg var lidt i tvivl om kagen var for uhyggelig for lille Noah på 2½ år. Men han lyste op, da han så kagen, og syntes at den var sej. Han spiste i øvrigt 2 store stykker af den.

Det var som sagt mudcake, smurt op med vanillesmørcreme og overtrukket med marcipan:



Det viste sig, at der var god grund til at give kage. Mulle medbragte nemlig den fantastisk gode nyhed om lillesøsters/brors ankomst i april 2008.

Og lige for at kagen kan googles af andre kageentusiaster, er jeg lige nødt til at tilføje følgende ord: eye cake