tirsdag, september 09, 2008

I anledningen af vejfest 2008

Vi bor på stillevej med bump. Den del af vejen som vi bor på, er en rigtig hyggelig del, med mange søde mennesker. Vi holder vejfest hvert år.

Sidste år lavede jeg en kage til vejfesten hvor vi havde tour de houses. Alligevel vovede festudvalget at arrangere en kagekonkurrence til dette års vejfest. Så den skulle virkeligt have gas.

Mit kage-tema skulle selvfølgeligt have noget med vores vej at gøre, så hvem andre end McQueen kunne komme kørende der? Når nu også børnene skulle stemme...

Det blev til McQueen på vores vejbump


Nummerpladen markerede årstallet for festen.
Det er i øvrigt ikke et tilfælde at tallet 95 er lavet om til 56.


Det ærgede mig at jeg fik bagt en lav "underkage", fordi jeg dermed måtte nøjes med at lave to rækker tern der kendetegner McQueen. Men da kiggede ud på gaden for at blive inspireret blev jeg jublende glad, da jeg så at vore bump netop kun har 2 striber tern. Så selvfølgeligt skar jeg kagen til, så den forestillede dette bump.

Sådan får man tørret det grin væk.

Du kan læse en arbejdsbeskrivelse her.

Jeg vandt præmien for flotteste kage. Indholdet var chokoladekage som jeg havde lavet af 96 % øko-råvarer og som et eksperiment prøvede jeg at bage med speltmel. Speltmelet og den fedtfattige øko-kakao resulterede desværre i en meget tør kage, men det må jeg kunne kompensere for med rapsolie f.eks. Det må afprøves.

Næste dag skulle vi til barnedåb og da vi trætte vendte hjem, var det til en rigtig dejlig overraskelse: Naboens Emma som er super til at rydde op, havde ryddet op i vores have! Hun havde sat havemøblerne pænt på plads og ryddet legetøj og æbler væk. Hun havde også fundet Evas nyligt forsvundne hjemmesko, plaskvåde i et træ. Og lagt blomster ved kortet som hang på vores dør


Det er bare nogle dejlige naboer vi har.

(...Og i øvrigt stemte jeg selv på Emma og Esthers iskageslot).

Arbejdsbeskrivelse på lynet McQueen


Man bager kage i en franskbrødsform. Jeg brugte denne opskrift.



Toppen skæres af

En del af kagen skæres af på skrå


Den afskårne del bruges til at bygge formerne på bilen. Husk at skære lidt ind under bilen, så du senere kan gemme marcipanen under vognen.

Hjulene udstikkes. Kagen smøres op med smørcreme (her tilsat ren kakaopulver). Smørcremen bruges til at "spartle" kagens huller op og til at optimere bilens former. Kagen sættes på køl i køleskabet, til smøret er stift.

Nu varmer man en kniv i en kop kogende vand. Det varme vand tørres af kniven med et stykke køkkenrulle og man kan nu smelte bilens former og glatte uævnheder. Man kan vælge at gentage processen til man er helt tilfreds. Med denne kage behøvede jeg kun 1 lag creme.

McQueens "tænder" sættes fast. Her har jeg brugt sugarpaste, da jeg ikke har set marcipan i så hvid en farve.


Herudover lægges det udrullede rødt indfarvede marcipan. (Frugtfarve kan ikke bruges. Jeg bruger farvepasta købt i specialbutikkerne -se links i den højre menu).



Når en kage overtrækkes glatter man den ud oppefra og ned. kanten gemmes under bilen.


Munden skæres ud med en lille kniv. Pas på med at skære igennem. Min McQueen fik lidt chokoladesmørcreme på tænderne.


Hjulene udstikkes i sort marcipan som er tilsat tyllosepulver som er et stivelsesmiddel (købes i kagebutikken). De skal gerne tørre et godt stykke tid. Dette nåede mine ikke, derfor var min McQueen punkteret.


Så er det tid til alle de små detaljer. Normalt ville jeg have printet lynet ud fra computeren. Vores printer virker ikke, men heldigvis har Alma en lastbil med et lyn der passede lige præcis til kagen. Jeg tegnede det over på bagepapir.

Til hvid sugarpaste som jeg senere malede med pulverfarver (blandet op med alkohol som fordamper).
Diverse detaljer, vinduer, tal, mærker og fælge er lavet i sugarpaste og marcipan. De håndlavede blomster og mariehøns er sat på royl icing som er sprøjtet ud med bladtyller (mit sæt er fra Panduro hobby).


Så er McQueen køreklar.


Denne proces tog mig 2 nætter.

fredag, august 29, 2008

I anledningen af en fatal forglemmelse... (huskekage)

Som SFO-pædagog er det at møde klokken 8.00 en sjælden og meeeeget tidlig sag. Ikke destomindre aftalte jeg for noget tid siden at mødes med 2 kolleger -i mandags klokken 8.00. Vi skulle planlægge efterårets store teaterprojekt i SFOen.



Jeg var ikke den eneste der glemte det... Min dejlige kollega Sara glemte også alt om mødet, så Søren K stod mutters alene og ventede, mens vi sov trygt i vore senge. Jeg tror Søren K. skulle have mødt 11.30.



Som undskyldning lavede Sara og jeg en huske-kage til Søren (og kollegerne):





Flødeskumslagkagen bestod af 2 bananbunde og derimellem chokoladeskildpadde-creme. Pyntet med marcipanlåg, Odense chokolade, toffeekugler og flødeskum.

Undskyldningen blev accepteret.

Opskrift på banankage

Denne opskrift brugte jeg til bananbunde i en af Evas dåbskager.

6 æg
340 g. sukker
4 tsk vanillesukker/ korn fra en vanillestang
250 g. hvedemel
2 tsk bagepulver
200 g. smeltet afkølet smør
3 moste bananer
1 knivspids salt

Bagetid: Ca. 55 min. ved 175°.

Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig æggesnaps.
Bland mel og bagepulver sammen og vend det forsigtigt i dejen, skiftevis med smørret.
Vend den mosede banan i.
Hæld dejen i en smurt franskbrødsform (ca. 1 liter) og bag kagen nederst i ovnen.
Vend den ud på en bagerist og lad den afkøle.

Jeg skærer kagen ud til banankagebunde og fylder den med en chokoladecreme. Chokoladen kan man vælge ud fra egen smag. Mørk chokolade er lækkert til banankage.

fredag, juli 18, 2008

Opskrift på Mudcake

En stille og rolig aften, i mit ellers travle liv. Nu har jeg tid til at lægge den opskrift på bloggen, som jeg så længe har villet nedskrive herinde. Og da jeg endnu engang er blevet bedt om at dele opskriften skal det gøres en gang for alle.

Jeg bruger ofte mudcake i mine kager. Men mest, når kagen fortrinsvist er til voksne.

Mudcake er en meget fed, fyldig og kraftig chokoldekage. Blandt andet med rigtig chokolade og kaffe. Den er god til stabile bunde og kan også bruges til 3D-kager.
øverste lag i Evas dåbskage var mudcake

Her er opskriften til en 25 cm. springform:
ingredienser:
250 g. smør

250 g. mørk chokolade

8 tsk. instant coffee

180 ml vand

150 g. self-raising mel

self-raising mel: 215g mel, 2½ tsk. bagepulver og 3/4 tsk. fint salt.

150 g. mel

60 g. kakao

½ tsk. natron

550 g. sukker

4 æg

8 tsk rapsolie

125 ml kærnemælk


bagetid 1 time og 50 min ved 160 grader


Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 160 grader. Smør formen og for med bagepapir. Dette for at kagen nemt tages ud af formen.
Smør, chokolade, vand og kaffe kommes i en gryde og smeltes ved lav varme.
Mel, selfraising mel, kakao og natron sigtes sammen i en skål. Tilsæt sukker og bland det hele godt.
Æg, olie og kærnemælk røres/piskes sammen, med en gaffel.
Bland ægge/kærnemælks-massen og chokolade/smør-massen med resten. Brug en stor ske eller en dejskraber.
Kom dejen i bageformen og bag den som nævnt.
Kagen bliver bedst, hvis den får lov at hvile et par dage i køleskabet. Husk at pakke den godt ind, så den ikke tager smag fra andre madvarer. Husholdningsfilm er godt til dette formål.
Mudcake er meget drøj. Den er ovre i konfektkage-genren, så lidt syrligt fyld som bærfromager, appelsiner eller anden frugt skaber en god komposition af det friske og det tunge.
Der skal ikke meget mudcake til pr. person.
Jeg har fået opskriften af kagekonen. Du kan også søge på hendes blog. Der er opskriften flot udregnet i forskellige størrelser.
Uhmmm...

søndag, juni 22, 2008

I anledningen af pædagogstrejke...

Når man er pædagog-mor -men ikke udtaget til strejke, må man sige pænt tak, når andre kæmper ens sag. Her er hvad Almas børnehave-pædagoger fik til eftermiddagskaffen den dag de vendte tilbage på arbejde efter endt pædagog-strejke:



Indhold: Mudcake-bund, appelsinfiletter og kiwi med mascarponecreme og øverst vanillebund. Pynt: sugarpaste og royal icing (Mit kamera fangede desværre ikke den rette kampagne-magenta-farve, som jeg ellers ramte så fint).
Evas vuggestue-pædagoger får chokolade en af dagene....UUUps.

søndag, april 27, 2008

Opskrift på chokoladekage

Da jeg kan se på min google analytics at flere er kommet hertil på søgningen chokoladekage, vil jeg lige sætte en opskrift ind her. Chokoladekagen brugte jeg til piratskib og prinsessekage. Den er god til 3Dkager. Opskriften har jeg (som sædvanligt) fået af Mette. Kagen er uden rigtig chokolade. Den hæver godt og er en succes hos børn.

225g blødt smør
410g sukker
3 tsk vanilje-ekstrakt
4 æg
95g self-raising mel (Self-raising mel laves af 150g hvedemel blandet med 1 tsk bagepulver)
280g mel
1 3/4 tsk natron
90g kakao
350ml kærnemælk

Tænd ovnen på 180 grader.
Smør formen (25cm) og drys den med mel.
Læg et stykker bagepapir der passer i bunden.
Smør, sukker og vanilje-ekstrakt piskes godt.
Tilsæt æggene et af gangen - pisk godt efter hvert æg.
De tørre ingredienser blandes og sies.
Vendes i dejen skiftesvis med kærnemælken.
Bages i ca 1 time og 20 minutter. Tjek med en stegenål om kagen er færdig. Nålen skal være ren når kagen er færdig.

Afkøles minimum 5 minutter inden den tages ud af formen.

Kan holde sig i køleskabet i lufttætopbevaring i en uge eller 2 måneder i fryseren